Gugong
Kina, 1570
- Kan du opnå indflydelse og magt i det gamle Kina?
- For 1-5 spillere. Fra 12 år
- Sprog: engelsk
Produktbeskrivelse
Kina, 1570. Kina regeres af Longqing-kejseren af Ming-dynastiet. Han arvede et rige ramt af uro og kaos efter mange års dårligt styre og korruption. Han boede i den Forbudte by, der var regeringssæde for en lang række kejsere i Ming-perioden. Komplekset blev bygget i perioden 1406 til 1420 og består af 980 bygninger, der dækker et område på 72 hektarer. Det var også under Ming-dynastiet, at den Kinesiske Mur blev genopbygget, forstærket og udvidet. I denne periode var Kina under massive angreb fra mongolerne, så det var vigtigt at styrke forsvarsværket. Det meste af den tilbageværende mur stammer fra Ming-dynastiet.
Landet var allerede berømt for sin indviklede form for bureaukrati, men med det fulgte en masse korruption. Selvom straffen for korruption var meget høj, formåede den Forbudte bys øverste embedsmænd at foregive, at de overholdt loven mod korruption ved at modtage værdifulde gaver og give mindre værdifulde gaver tilbage.
Gùgōng bruger denne særlige skik med gaveudveksling som basis for spillet. Spillerne påtager sig rollerne som magtfulde kinesiske familier, der forsøger at få indflydelse og magt ved at give gaver til embedsmændene. Gaverne (i form af kort), du giver som spiller, skal have højere værdi end dem, du får tilbage, så du er tvunget til at tænke strategisk og træffe svære valg angående, hvilke handlinger du vil tage hver runde. Du rejser rundt i Kina, sejler ned ad den store kanal, køber værdifuld jade, hjælper med at genopbygge og udvide den Kinesiske Mur, sikre fordele gennem kejserlige dekreter, påvirke spillet gennem intriger og i sidste ende få en audiens med Kejseren. Hvis kun én spiller får en audiens, vinder denne spiller. Hvis flere får en audiens, vinder spilleren med flest point.
Nede i æsken finder du:
Spilleplade, fliser, markører og trækuber.
Spillet er med engelske regler.